Wednesday, May 09, 2007

Danish Human Rights Committee



Udland 6.maj 2007 kl:11:46
Dansk komité overvåger retssag om brev til Fogh
Dansk komité for menneskerettigheder frygter, at Tyrkiet vil overtræde grundlæggende retsprincipper, når der tirsdag falder dom over 53 kurdiske borgmestre.

En dansk komité vil holde skarpt øje med urent spil, når en domstol i Tyrkiet tirsdag fælder dom i en opsigtsvækkende retssag mod 53 kurdiske borgmestre, der risikerer 15 års fængsel for at sende et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

I brevet bad borgmestrene Anders Fogh om ikke at lukke den kurdiske tv-station ROJ, som sender fra Danmark.

Den tyrkiske stat mener, at stationen er del af den forbudte kurdiske terrororganisation PKK, og har derfor krævet den lukket.

Sagen vækker bekymring hos formanden for Den Danske Helsinki Komité, Ole Espersen.

Frygter undertrykkelse
»Det er en straffesag anlagt mod over 50 folkevalgte borgmestre og med en meget høj strafferamme. Det er i sig selv opsigtsvækkende og kan betyde, at andre vil blive bange for at ytre sig kritisk. Derfor har vi sendt en repræsentant til Tyrkiet for at sikre, at anklageskriftet følger rimelige krav til præcision, og at sagen bliver ført på en retfærdig måde«, siger tidligere justitsminister Ole Espersen.

I Tyrkiet er borgmestrenes brev blevet set som en støtte til terrorisme, fordi PKK er på EU’s terrorliste, og fordi Tyrkiet er overbevist om forbindelsen mellem PKK og tv-stationen.

Ifølge Ole Espersen er den tyrkiske terrorparagraf dog uklar, og han frygter, at den kan blive brugt til at undertrykke politiske modstandere og mindretal som kurderne.
nyheder@pol.dk

0 Comments:

Post a Comment

<< Home